Hovedpine opstår som regel når vi har haft for travlt, sovet for lidt, har drukket for meget aftenen før eller har glemt at spise og drikke i løbet af dagen. Du mærker det oftest som spændinger i nakken, trykken ved tindingerne og som borende, dunkende smerter.
Hovedpinen opstår når de smerteførende nervetråde, som findes langs de store blodkar i hjernen, aktiveres, udvides eller irriteres. Kranienerven ‘Trigeminus nerven’ står alene for forsyningen af smertetråde i hjernen samt for hjernens hinde-systemer, og det er også denne nerve, som kan registrere både smerte og berøring i ansigtet og panden. Når du får hovedpine skyldes det, at smerterne følger den måde, blodkarrene ligger fordelt i hjernen.
Hovedpine opstår også tit på grund af forhøjet blodtryk, lavt blodsukker eller ved infektion og feber. Derudover kan stort medicinforbrug, dårlige arbejdsstillinger eller et dårligt indeklima ogsåudløse spændingshovedpine eller migræne.
Hovedpine kan være en sygdom i sig selv, som for eksempel migræne eller spændingshovedpine. Den slags hovedpiner kaldes de primære hovedpiner. Derudover kan hovedpine være en reaktion på noget andet, som for eksempel ørepine, tandpine, bihulebetændelse eller problemer med øjnene. Denne form kaldes ‘de sekundære hovedpiner’.
Der findes mange forskellige slags hovedpiner, og de kan føles meget forskelligt, afhængigt af hvilken type hovedpine der er tale om. Migræne og spændingshovedpine er de mest udbredte typer hovedpine. Dog findes der cirka 8-10 forskellige typer af de primære hovedpiner og omkring 950-1000 sekundære typer hovedpiner.
Forsvinder smerten ikke i løbet af kort tid, bør du blive undersøgt af en læge.