Kirkeklokkerne har tonet ud i alverdens lande gennem tusinde år. Faktisk så har kirkeklokkerne gjaldet udover landskabet siden år 1100. Kirkeklokkerne blev oprindeligt indført for at fortælle hvornår folk skulle besøge kirken, hvornår de skulle bede en bøn, og overbringe nyheder. Man kan altså sige at kirkeklokkerne var datidens budbringere.
Den første danske kirkeklokke er sporet tilbage til år 900, i Sønderjylland. Klokken blev brugt i vikingebyen Hedeby, men blev hurtigt lukket da Kong Horik den 2. forbød kristendommen for en kortere periode.
Produktionen af de kirker vi kender i dag, gik for alvor i gang i årene 1100-1240.
Kirkeklokkerne ringer i dag, enten når der er gudstjeneste, bryllup, dåb eller begravelser. Derudover ringer klokkerne ved solopgang og solnedgang.
Ifølge kirkeministeriets guide fra 1993, så er der fire forskellige årsager til at kirkeklokkerne ringer. Den første grund er som beskrevet ved solopgang og solnedgang, for at minde folk om at bede en bøn.
Den anden grund til at kirkeklokkerne ringer, er for at overbringe et budskab. Budskabet kan eksempelvis være en meddelelse om et dødsfald eller, at en ny gravplads er åbnet på kirkegården.
Kirkeklokkerne ringer som sagt også ved højtider eller festdage. Eksempelvis ringer kirkeklokkerne i juledagene for at markere Jesus fødsel.
Den sidste grund til at kirkeklokkerne ringer er for at advare befolkningen. Hvis der eksempelvis er en stormflod eller ildebrand på vej, skal kirkeklokkerne ringe. Denne form for advarsel er i dag typisk erstattet af nyere løsninger. Kirkeklokkerne skal dog stadig ringe, hvis der falder radioaktivt indhold.
