Hvorfor får man hikke?

Der er en god grund til, at vi mennesker får hikke. Faktisk er hikke beregnet som en selvhjælpende reaktion på, hvis vi får mad på tværs i spiserøret. Hikke opstår, hvis følelegemerne i spiserøret og i mavesækken registrerer, at der sidder noget på tværs. Hikke kan også opstå, hvis du er meget sulten, ved store madindtag eller når du drikker kulsyreholdige drikke. Derudover kan hikke fremprovokeres af for meget alkohol, ophidselse og af stress.

I yderst sjældne tilfælde kan hikke vare op til flere timer på grund af sygdomme i hjerne, hals eller fra organer i bughulen. Lidelser som sukkersyge, nyresvigt og forskellige slags medicin kan desuden også medføre hikke.

Et hik er en hurtig indånding af luft. Samtidig med indåndingen lukker vores stemmelæber sig også hurtigt, hvilket skaber hikkelyden.