Alexandre Vallaury (1850–1921) var en af de mest betydningsfulde arkitekter i det sene Osmannerrige. Han var manden, der formåede at forene det østlige og det vestlige i sten og marmor, og hans bygninger står i dag som de mest ikoniske vartegn i Istanbul. Som brobygger mellem den europæiske Beaux-Arts-stil og den rige osmanniske kulturarv, fik han tilnavnet Mimar-ı Şehir – “Byens Arkitekt”.
Familiens rødder: Fra Nice til Bosporus
Vallaurys familie stammede oprindeligt fra den fransk-italienske region omkring Nice. Hans far, Francesco Vallaury, var en berømt konditor, der søgte lykken i Istanbul i midten af 1800-tallet.
Selvom familien var franske statsborgere, blev Istanbul deres hjem. Alexandre blev født i byen i 1850, og han voksede op i en tid, hvor den osmanniske elite var dybt fascineret af alt fransk. Denne baggrund gav ham en unik position: Han var “lokal” nok til at forstå sultanens ønsker, men “europæisk” nok til at bringe den nyeste arkitektoniske mode fra Paris til Istanbul.
Hvad er en levantiner?
For at forstå Alexandre Vallaury skal man forstå begrebet levantiner. En levantiner var en person af europæisk herkomst (ofte fransk eller italiensk), der boede i det østlige Middelhav – Levanten.
Levantinerne udgjorde en kosmopolitisk elite i Istanbul. De var katolikker, talte ofte fire-fem sprog flydende og kontrollerede store dele af handlen og bankvæsenet. De fungerede som kulturelle oversættere; de bragte opera, mode og europæisk arkitektur til sultanens hovedstad, og Vallaury var selve symbolet på denne levantinske succes.
Sameksistens trods storpolitiske fejder
Det kan virke mærkeligt, at en fransk arkitekt byggede for den osmanniske sultan, når man tænker på datidens krige mellem Europa og osmannerne. Men i 1800-tallet var Istanbul midt i en moderniseringsproces kaldet Tanzimat.
Selvom der var politiske spændinger og krige ved grænserne, var der i selve Istanbul en høj grad af religiøs og kulturel tolerance over for de europæiske minoriteter. Sultanerne ønskede at gøre Istanbul til en moderne verdensby på linje med Paris og London. Derfor bød de europæiske eksperter som Vallaury velkommen med åbne arme. Han blev ikke set som en “fjende”, men som en nødvendig arkitekt, der kunne give det gamle rige et moderne, imponerende ansigt.
Alexandre Vallaurys største værker
Vallaury efterlod sig en perlerække af bygninger, som i dag er fredede monumenter:
- Pera Palace Hotel: Bygget til passagererne fra Orientekspressen.
- Istanbul Arkæologiske Museum: Et mesterværk i neoklassisk stil.
- SALT Galata (Den Osmanniske Bank): En bygning med to ansigter – moderne mod den europæiske side og orientalsk mod den gamle bydel.
- Büyükada Græske Børnehjem: Verdens største træbygning i Europa.
Hvad blev der af levantinerne og Alexandre Vallaurys efterkommere?
Vallaurys verden forsvandt langsomt i det 20. århundrede. Efter 1. Verdenskrig og dannelsen af den tyrkiske republik i 1923, blev der mindre plads til de multikulturelle levantinere. Nationalisme vandt frem, og mange følte sig ikke længere velkomne.
Istanbul-pogromen i 1955 blev det endelige dødsstød for det levantinske samfund. Natten mellem den 6. og 7. september blev ikke-muslimske hjem og butikker plyndret af en ophidset pøbel efter falske rygter om et angreb på Atatürks fødehjem. Selvom volden primært var rettet mod grækere, skræmte det resten af de europæiske familier væk.
Alexandre Vallaury selv var dog for længst rejst. Han flyttede tilbage til Frankrig mod slutningen af sit liv og døde i Grasse i 1921. Hans efterkommere blev en del af det franske samfund, og i dag findes der kun en forsvindende lille gruppe levantinere tilbage i Istanbul. Men hver gang en turist træder ind på Pera Palace, lever Vallaurys levantinske arv videre.