Hvad er sædelighedsfejden?

Sædelighedsfejden er en litterær debat mellem nordiske forfattere i 1880’erne om kønsmoral, og om kvinder og mænd skulle være ligestillede til at have seksuelle forhold før, i og udenfor ægteskab. Sædelighedsfejden bliver også kaldt “handskestriden”.

Georg Brandes kritiserede i sine forelæsninger den patriarkalske familie, hvor manden er herre og kvinden er undertrykt seksuelt. I Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” forlader Nora sin mand, efter at hun finder ud af, at manden går højere op i at se socialt acceptabel ud end deres indbyrdes forhold. Bjørnstjerne Bjørnsons drama ”en hanske” kredser om problemet i, at mænd kunne udfolde sig seksuelt både før, under og mens de var gift, mens kvinden ikke måtte.

Et medlem af Dansk Kvindesamfund Elisabeth Grundtvig spurgte, om kvinder skulle opføre sig seksuelt udfarende som mændene eller om mændene skulle opføre sig seksuelt afholdende som kvinderne. Hun konkluderede, at begge parter skulle være lige på den måde, at de beherskede sig. Georg Brandes kaldte Elisabeth Grundtvigs synspunkt verdensfjernt og dobbeltmoralsk og udgav skrifter under titlen ”Sædelighedsfejden”. Bjørnstjerne Bjørnson var enig med Elisabeth Grundtvig i, at ligestilling betød afholdenhed og selvbeherskelse for begge parter.

Tilhængerne af Brandes gik ind for fri sex for kvinder såvel som mænd. Andre, som var påvirkede af tidens store debatemne var fx norske Arne Garborg, som i romanen ”Mannfolk” er fortaler for papirløst samliv, mens Hans Jæger skildrer unge mænd, der bliver ødelagt af deres uhæmmede seksualitet. August Strindberg var imod kvindesagen og gjorde grin med Ibsens ”Et dukkehjem”.  Bjørnsons tilhængere gik ind for familie og ægteskabet som institution. Kirken og konservative mente, at rollerne allerede var fastlagt, og at ægteskabet var patriarkalsk. Diverse kvindelige forfattere kredsede om konflikten mellem at følge sine lyster til fri kærlighed og den sociale orden. Fx Amalie Skram og Victoria Benedictsson.